Harry og Meghan lander ny millionaftale efter Netflix-brud
Det britiske par har indgået et samarbejde med streamingtjenesten Paramount+ efter afslutningen på deres store Netflix-kontrakt.
4. sep. 2026, 20.23

Prins Harry og hertuginde Meghan har sikret sig en ny stor streamingaftale efter bruddet med Netflix. Parret har indgået et samarbejde med Paramount+ om dokumentaren Cookie Queens, som de to royale udvandrere er udøvende producenter på.
Forbindelsen til det nye streamingselskab blev skabt under opsigtsvækkende omstændigheder i 2024. Her mødte parret op til en filmpremiere på Jamaica for at ære reggaelegenden Bob Marley. Deltagelsen vakte stor undren, da parret intet havde med filmen at gøre, og de samtidig lod sig fotografere med den jamaicanske premierminister, som arbejder på at fjerne den britiske konge som statsoverhoved.
Mødet der bar frugt
Prins Harry og Meghan deltog i premieren som gæster hos Paramount Pictures-chefen Brian Robbins. Det tætte møde har nu vist sig yderst indbringende, da Robbins har købt rettighederne til parrets dokumentarprojekt. Den nye aftale kommer i kølvandet på afslutningen af parrets gigantiske kontrakt med Netflix, som oprindeligt havde en værdi på omkring 100 millioner dollar.
Dokumentaren Cookie Queens følger en gruppe ambitiøse pigespejdere, der kæmper om at sælge flest småkager. Meghan har tidligere selv været spejder og blev grebet af projektet efter at have set de første optagelser. Selvom dokumentaren fik premiere på Sundance Film Festival i januar, har den efterfølgende biografpremiere i USA været en stor skuffelse med meget lave seertal.