STREAMING

Danske Maria Sten får sin egen Reacher-serie på Prime Video

Den tidligere Miss Danmark-deltager Maria Sten indtager hovedrollen i den kommende actionserie Neagley, der udgives til september.

1. aug. 2026, 21.40

Danske Maria Sten får sin egen Reacher-serie på Prime Video

Den danske skuespillerinde Maria Sten står foran sit store internationale gennembrud. Hun får nu sin helt egen serie baseret på den globale succes Reacher. Serien får titlen Neagley, og her genoptager den tidligere Miss Danmark-deltager rollen som privatdetektiven Frances Neagley, der er Jack Reachers tidligere militære protegé. Alle 8 episoder af den nye spinoff-serie bliver udgivet den 16. september.

Ny sæson af Reacher lige om hjørnet

Udgivelsen af den nye serie om Maria Stens karakter sker i direkte forlængelse af fjerde sæson af hovedserien Reacher, som får premiere den 12. august i mere end 240 lande. Fjerde sæson lægger ud med 3 episoder på premieredagen, hvorefter der følger et nyt afsnit hver uge frem mod finalen den 16. september. Sæsonen er baseret på bogen Gone Tomorrow, som er den 13. roman i Lee Childs populære bogserie om den hårdtslående Jack Reacher, der igen spilles af Alan Ritchson.

Kæmpe succes på skærmen

I den kommende fjerde sæson bliver Jack Reacher hvirvlet ind i en livsfarlig sammensværgelse efter et tilfældigt og voldsomt møde med en fremmed i en undergrundsbane. Serien er en af de absolut største succeser på Prime Video. Tredje sæson af Reacher trak således 54,6 millioner seere på globalt plan i løbet af de første 19 dage. Det gør den til den mest sete sæson på platformen siden den første sæson af Fallout blev udgivet.

Allerede sikret endnu en sæson

De mange fans af det actionfyldte univers kan se frem til masser af underholdning i fremtiden. Hovedserien om Jack Reacher er nemlig allerede blevet fornyet med en femte sæson. De 3 første sæsoner af serien kan i øjeblikket streames på tjenesten, hvor den helt nye trailer til fjerde sæson også netop er blevet frigivet.

Del artiklen